Spring til indhold

Pas

Ambassaden hjælper med udstedelse af danske pas/provisoriske pas til fastboende danske statsborgere og turister, hvis rejsedokument er udløbet eller bortkommet.

Er dit pas udløbet eller bortkommet?

Danske statsborgere, hvis pas er udløbet eller bortkommet, kan ansøge om et nyt pas ved personlig fremmøde på ambassaden.

Af sikkerhedsmæssige årsager og for almen adgang anbefales det at bestille tid forud for besøg på ambassaden. Dette kan gøres via e-mail: dhakaconsular@um.dk eller via telefon: +880 2 5566 8900

Ekspeditionstid

Nye pas kan kun udstedes af Rigspolitiet i Danmark. Der må derfor påregnes en ekspeditionstid på ca. 3-4 uger.

Følgende skal medbringes en ansøgning om pas:

  1. 1 stk. ansøgningsskema

  2. 1 stk. nyt pasfoto (3,5 x 4,5 cm)

  3. Det sidst udstedte pas eller andet bevis for identitet, f.eks.  

  4. Dåbs- navne- eller fødselsattest 

  5. Indfødsretsbevis

  6. Legitimation med foto

Ansøgningsskema

Ved ansøgning om pas benyttes pasansøgningsskemaet, som hentes ned ved at klikke på linket til højre under "Download". Skemaet afleveres udfyldt og underskrevet i 1 eksemplar.

Pasfotos

Se krav til foto til pas og kørekort på politiets hjemmeside.

Betaling

Prisen for at få et nyt pas se gebyrlister.

Afhentning

Du får lov at beholde dit gamle pas, indtil det nye er udstedt. Når passet er klar, kontakter ambassaden dig. Husk at medbringe dit gamle pas ved afhentningen.

Det er muligt at bestille nyt pas på et borgerservicecenter i Danmark og få det udleveret på danske ambassader og andre repræsentationer, herunder honorære konsulater, andre steder i verden. Ligeledes er det muligt at bestille nyt pas på Ambassaden og senere afhente det på et borgerservicecenter i Danmark.

Ambassaden vil opkræve et gebyr for at udlevere pas, der er bestilt i Danmark.

Er dit pas stjålet under ferieophold?

Hvis du mister dit danske pas under ferieophold og derfor ikke kan vente 3-4 uger på at få udstedt et almindeligt dansk rejsepas, kan ambassaden udstede et provisorisk (midlertidigt) pas med gyldighed til du kommer hjem til Danmark.

Provisorisk Pas (midlertidigt pas)

Danskere på besøg i Bangladesh med fast bopæl i Danmark, der har mistet deres pas kan få udstedt et provisorisk pas (kun ved personlig henvendelse).
Forinden skal du på nærmeste lokale politistation have anmeldt tabet af passet og anmodet om en politirapport. Politirapporten medbringes til ambassaden sammen med 1 ansøgningsskema og 2 pasfotos. I forbindelse med udstedelse af provisoriske pas opkræves gebyr.
NB: for børn under 18 år kræves forældrenes samtykke

Pas til børn

Fra den 26. juni 2012 skal alle være i besiddelse af eget pas ved ind- og udrejse af landet. Børn under 15 år, der er optaget i en voksens pas, skal derfor have eget pas, hvis de står over for at rejse til udlandet.

Ved ansøgning om førstegangspas til børn skal original fødselsattest tillige medbringes.  

 

Danmark indfører nye biometriske pas fra den 1. januar 2012

Fra 1. januar 2012 er der færre steder i udlandet, hvor du kan få udstedt dansk pas

Fra 1. januar 2012 skal nye danske pas indeholde digitale fotos, fingeraftryk og underskrift. Dermed skabes der større sikkerhed for, at passet ikke kan forfalskes eller misbruges. I forvejen rummer de danske pas et digitalt fotografi af indehaveren. Dit nuværende pas er stadig gyldigt indtil udløbsdatoen.

Beslutningen om indførelse af fingeraftryk i pas er en central beslutning i EU som led i bekæmpelsen af terrorisme, menneskehandel, menneskesmugling, ulovlig indvandring og anden grænseoverskridende kriminalitet. Med de nye biometriske pas sikres danske statsborgere også muligheden for fortsat at kunne rejse til lande, der på sigt vil kræve den type pas ved indrejse.

Med de nye pas er du bedre sikret mod, at uvedkommende stjæler din identitet og udgiver sig for dig, og mod, at dit pas forfalskes.

De nye pas kræver installation af særligt udstyr til optagelse af fotos, fingeraftryk og underskrift. Ansøgningerne modtages og behandles af særligt bemyndigede medarbejdere, der vil få adgang til visse oplysninger i det centrale personregister, CPR.

Dette har som følge, at der fra 1. januar 2012 vil være færre danske repræsentationer, hvor du kan søge om pas.

Hvad kan jeg få ordnet på honorære konsulater fra 1. januar 2012?

De honorære konsulater kan fra 1. januar 2012 kun forlænge pas og udstede nødpas (provisoriske pas).

En betingelse for forlængelse af et udløbet pas er, at det ikke er udløbet for mere end tre måneder siden. (Indtil den 1.1.2012 kan pas forlænges, hvis det ikke er udløbet for mere end to år siden). Et pas kan kun forlænges én gang og for max. 12 måneder. Det anbefales, at du sikrer dig, at rejsemålets myndigheder godkender forlængede pas. Forlængede pas kan fx ikke anvendes ved indrejse uden visum til USA.

Et nødpas (provisorisk pas) udstedes kun med gyldighed for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og eventuelle regler i de lande, der gennemrejses, og ikke for mere end 12 måneder. Et provisorisk pas skal afleveres til politiet eller en dansk repræsentation efter benyttelsen. Rejse på et provisorisk pas kan evt. give problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. Det anbefales, at ansøgeren sikrer sig, at rejsemålets og transitlandes myndigheder godkender provisoriske pas.

Kan jeg få et nyt pas under min ferie i Danmark?

Ja. Der er allerede i dag mulighed for at få udstedt pas hos en kommune i Danmark. Alle danske statsborgere kan få udstedt et pas ved henvendelse til Borgerservice i en hvilken som helst kommune, man behøver ikke at være bosiddende i kommunen. Kontakt den ønskede kommune, ring på forhånd for åbningstider, tidsbestilling mv. og oplys, at du er bosiddende i udlandet. Ekspeditionstiden er 10-14 dage for et almindeligt pas. Mod en ekstraudgift kan kommunen udstede et eksprespas hurtigere end 10-14 dage.

Udenrigsministeriet anbefaler at få bestilt pas under ophold i Danmark i så god tid, at man kan få det udleveret, mens man stadigvæk befinder sig i Danmark. Eller du kan prøve at træffe aftale med kommunen om, at de sender passet med kurerservice til din adresse i udlandet. I særlige tilfælde kan du eventuelt træffe aftale på forhånd med en dansk repræsentation i udlandet om at passet sendes til dig via dem. Udgifter til kurerservice i den forbindelse skal afholdes af pasansøgeren.

Skal jeg også til ambassaden for at hente det nye pas efter den 1. januar 2012?

Du kan forhøre dig på den ambassade, der har udstedt dit pas, om det er muligt at få det tilsendt, men du skal være opmærksom på, at det gamle pas skal afleveres til annullering, før det ny kan udleveres. Når det gamle pas er annulleret, kan du få det udleveret, hvis du ønsker det.

Kan jeg få et biometrisk pas hvis min finger er skadet?

Ja, men det afhænger af skadens omfang. Ifølge lovgivningen skal der altid biometri i et biometrisk pas. Det betyder, at man kun kan få et provisorisk pas, hvis man eksempelvis har plaster, bandage, gips på hele hånden. Hvis det derimod kun drejer sig om en enkelt finger, er det stadigvæk muligt at få et pas. I så fald tages fingeraftryk af en anden finger end pegefingeren.

Skal børn også afgive fingeraftryk?

Nej. Der tages ikke fingeraftryk af børn under 12 år, men de skal møde op personligt for at søge om pas.

Kan jeg få mit barn indskrevet i passet?

Nej. Siden 1. oktober 2004 har børn, også nyfødte og unavngivne, skullet have deres eget pas. Det kan evt. udstedes af repræsentationen som et midlertidigt (provisorisk) pas, hvis der er akut behov for et pas. Se mere ovenfor om provisoriske pas.